I en tid av stora framgångar drabbas Dansk Kiropraktor Forening av en tragisk förlust. Pressmedelande från DFK:

16. september 2013

Det er med stor sorg, at Dansk Kiropraktor Forening har erfaret, at tidligere formand Henrik Lauge Laugesen er gået bort. Henrik blev kun 49 år, og vores dybeste medfølelse er hos hans hustru Kirsten T. Fisker Laugesen, der også er kiropraktor, og deres tre børn.

Henrik var frisk og i fuld vigør såvel i kiropraktorklinikken i Kalundborg som i militæret, hvor han netop havde gennemført en stor fysisk test som en del af hans tilknytning som officer af reserven. Men for kort tid siden faldt han uden forvarsel om i hjemmet, og efter et kortvarigt hospitalsophold gik han bort i weekenden. Gode kollegaer har trådt til og passet klinikken i Kalundborg, hvilket jeg gerne vil sende en stor tak for.

Henrik kom ind i bestyrelsen som suppleant i 1996, og allerede året efter blev han valg som formand. Her sad han i de otte år, som DKF’s love maksimalt tillader, og han viste hurtigt, at han var en stærk leder. Han overlod således i 2005 stafetten til undertegnede efter en periode, hvor han formåede at sætte et meget stort aftryk på foreningen, ikke mindst ved at løfte professionen helt væk fra det ’alternative’ til en fuldt integreret del af sundhedsvæsenet.

Sluthalvfemserne var de sidste år med store epoker i kiropraktikkens danske historie. Autorisationsloven var stadig ganske ny, og universitetsuddannelsen på SDU næsten lige oprettet, ligesom ansættelser i sygehusvæsenet endnu kun var på tegnebrættet. Alt dette blev gennemført og konsolideret i Henrik Laugesens tid, bl.a. i form af de første kandidater i 1999, hospitalsansatte kiropraktorer og indførelsen af den turnusuddannelse, som vi tager som givet i dag.

I Henrik Laugesens tid oplevede DKF en voldsom vækst i antallet af medlemmer fra kun 346 autoriserede kiropraktorer, da Henrik overtog formandsposten, til 504 i 2005. Desværre har vi efterfølgende ikke kunnet holde de tilsvarende vækstrater, da vi i dag ’kun’ er 620. Der var også voldsomme interne kampe, bl.a. om røntgens plads i kiropraktorpraksis, private sundhedsforsikringsordninger, forskningsretningen og om kiropraktorernes position og placering i sundhedsvæsenet. Henrik Laugesen formåede at hæve sig over disse kampe og sætte en klar retning. I hans tid blev foreningens første politiske målprogram ’Fremtidens Kiropraktor’ udarbejdet, og her blev der opstillet klare ledestjerner for foreningens videre vej til, hvor vi er i dag.

Henrik trådte til som formand med en skelsættende overenskomstaftale som baggrundstæppe. OK-97 havde medført en overskridelse af økonomiforudsætningerne i speciale 64, og det resulterede i tilbagebetaling og deraf voldsom intern debat. I det intense afsluttende forløb om fornyelse af den første overenskomst i Henrik Laugesens tid døde den daværende sekretariatschef Michael Büel i december 1999. Det lykkedes ved en enorm indsats, ikke mindst fra formanden selv, at få en aftale i stand med betydningsfulde elementer som implementering af røntgenbekendtgørelsen og en samlet økonomiramme, der efterfølgende er blevet overholdt. Højdepunktet i aftalen var en væsentlig honorarstigning, der indhentede mange års efterslæb og honorerede de mange nye krav til kvalitet, kommunikation og indførelse af edb.

En af de helt store milepæle i Henrik Laugesens formandstid kom med overenskomstaftalen i 2004. Her blev limiteringen i form af loftet på (de forbandende) fem behandlinger ophævet. Den efterfølgende overskridelse af de økonomiske forudsætninger blev der også fundet en løsning på, uden at kiropraktorerne selv kom ud i endnu engang at skulle betale tilbage.

Henrik var en principfast mand, men han gik også gerne selv forrest i den praktiske virkeliggørelse af tingene. Han bidrog bl.a. som den første kliniske lærer på universitetet – og det før broen, hvilket betød færgependling mellem Kalundborg og Odense. Og han var heller ikke sen til at drage konsekvenser, hvis principperne blev skævvredet for meget. I 2004 tog han med generalforsamlingens opbakning konsekvensen af mange års utilfredshed med arbejdet i den europæiske kiropraktorforening og meldte Danmark ud.

Henrik var også en festlig mand, der altid havde en sjov og vittig bemærkning med sig på sin vej. Han formåede altid at løfte stemningen i ethvert selskab, ikke mindst blandt gode kollegaer til DKF’s årlige fester. Han efterlader sig et meget stort eftermæle og et stort savn i foreningen.

Ære være hans minde.

Peter Kryger-Baggesen
Formand